Lars Hjortshøj – komiker, skuespiller, TV- og radiovært helt i en klasse for sig

 

Uanset om det er i rollen som stand-up’er eller konferencier, brillerer Lars Hjortshøj med sit vanvittige talent for at spidde hverdagens absurditeter og den menneskelige adfærd på en måde, så hans publikum hulker af grin!

Han er én af de bedste performere, vi har herhjemme – og både publikum og pressen er enige: Lars Hjortshøj er en af landets ypperste komikere.

 

Netop som komiker har Lars turneret med en række fantastiske one-man shows, heriblandt ”My Danish Collection” fra 2013, ”I Virkeligheden” fra 2009 og senest ”OMVENDT”, som han turnerede med i efteråret 2015, der af anmelderne fik 5 stjerner med ordene ”… Af international karat. No less!”

 

I foråret 2017 skal Lars desuden medvirke i den legendariske musical SPAMALOT i Tivoli.

 

Lars Hjortshøj har alt andet end ligget på den lade side. Han har stribevis af radio-, film- og tvsuccesser bag sig – lige fra det legendariske ”Safari” og ”Casper og Mandrilaftalen” til et hav af spillefilm og programmer, der både tæller TV2-succeserne ”Live fra Bremen” og ”Rundt på Gulvet”.

 

Siden 2014 har Lars indtaget rollen som den vanvittig sjove radiovært på P4 med DR’s populære ”Badabing Show”, der fortsat har stor succes hos de danske radiolyttere.

 

I julen 2012 og 2013 spillede Hjortshøj desuden hovedrollen i TV2’s julekalendere ”Ludvig & Julemanden” samt ”Tvillingerne & Julemanden”. Kalenderne blev efterfulgt af filmen ”Emma og Julemanden: Jagten på Elverdronningens Hjerte”, der ramte de danske biografer i december 2015.